Betaserc

Betaserc indeholder betahistin, et histaminanalog, som anvendes til behandling af Ménières sygdom og dens symptomer: svimmelhed (vertigo), tinnitus, høretab og kvalme.

Det er et af få lægemidler med dokumenteret effekt mod Ménières sygdom og har været anvendt klinisk i årtier.

Hvordan virker Betaserc?

Betahistin virker delvist som agonist på perifere H1-receptorer og som antagonist på centrale og perifere H3-receptorer.

Dette fører til forbedret mikrocirkulation i det indre øre og et nedsat endolymfatisk tryk, hvilket antages at være den underliggende årsag til Ménières anfald.

Effekten opnås gradvist og kræver regelmæssig behandling.

Hvornår anvendes Betaserc?

Lægemidlet ordineres ved verificeret Ménières sygdom for at mindske hyppigheden og sværhedsgraden af svimmelhedsepisoder.

Det lindrer også tinnitus og den karakteristiske trykfornemmelse i øret (aural fullness). Betaserc er beregnet til langtidsbehandling og anvendes sjældent som en enkeltstående indsats.

Anvendelse af Betaserc

Betaserc tages oralt i tabletform og kan indtages med eller uden mad. Tabletterne skal sluges hele med et glas vand.

For de bedste resultater bør du tage medicinen på cirka samme tidspunkt hver dag for at opretholde et jævnt niveau i blodet.

Behandlingstid

Behandlingstiden bestemmes af din læge afhængigt af, hvordan du reagerer på behandlingen.

En længere behandlingsperiode på flere måneder er ofte nødvendig, før en tydelig forbedring af svimmelhedsgenerne opnås. Afbryd ikke behandlingen uden at tale med din læge.

Betaserc (betahistin) findes i styrkerne 8 mg, 16 mg og 24 mg tabletter.

Standarddosis for voksne er 16 mg tre gange dagligt eller 24 mg to gange dagligt, hvilket giver en total døgndosis på 48 mg.

Tabletterne bør helst tages i forbindelse med et måltid for at mindske risikoen for mavegener.

En regelmæssig doseringsrytme er vigtig for at opretholde jævne plasmaniveauer og optimal terapeutisk effekt.

Forsigtighed anbefales til patienter med bronkial astma, aktivt eller tidligere peptisk ulcus, samt fæokromocytom. For disse grupper kræves individuel vurdering af læge, før behandling påbegyndes.

Ældre patienter kræver sædvanligvis ingen dosisjustering, men regelmæssig opfølgning anbefales.

Ved nedsat nyre- eller leverfunktion bør dosis titreres forsigtigt, og effekt og sikkerhed følges nøje under hele behandlingstiden.

Almindelige bivirkninger

Betaserc tolereres godt af de fleste patienter. De mest almindelige bivirkninger er kvalme, ubehag i maven og undertiden hovedpine.

Disse symptomer optræder især i begyndelsen af behandlingen og forsvinder ofte efter kort tid.

Sjældne bivirkninger

I sjældne tilfælde kan allergiske reaktioner som hududslæt, kløe eller Quinckes ødem opstå. Patienter med mavesår i anamnesen kan opleve mavegener.

Ved alvorlige bivirkninger skal læge kontaktes omgående.

Betaserc skal anvendes med forsigtighed hos patienter med fæokromocytom, da histamin kan stimulere katekolaminudskillelse fra tumoren og udløse alvorlig hypertensiv krise.

Patienter med astma bronchiale bør overvåges nøje under behandlingen, da en forværring af luftvejssymptomer er mulig.

Ved aktiv mavesårssygdom eller anamnese med mavesårssygdom skal Betaserc anvendes med forsigtighed.

Betaserc indeholder laktose, patienter med sjælden arvelig galaktoseintolerans eller glukose-galaktosemalabsorption bør ikke tage dette lægemiddel.

Betaserc er kontraindiceret hos patienter med kendt overfølsomhed over for betahistin eller et af hjælpestofferne i præparatet.

Allergiske reaktioner kan vise sig som hududslæt, hævelse i ansigt eller hals, eller åndedrætsbesvær, hvorved behandlingen omgående skal afbrydes.

Fæokromocytom er en absolut kontraindikation for betahistin, da lægemidlet kan udløse en livstruende hypertensiv krise gennem frigivelse af katekolaminer fra tumoren.

Aktivt peptisk ulcus eller anamnese med mavesårssygdom er også en kontraindikation.

For børn og unge under 18 år mangler der tilstrækkelige data, hvorfor anvendelse ikke anbefales.

Under graviditet og amning bør Betaserc kun anvendes efter en grundig nytte-risikovurdering af læge, da sikkerhedsdata er begrænsede.